Bregninge Kirke

Bregninge Kirke 27. feb.2013 - Foto F.P.

Tidligere sognepræst Jens Koudal har i 1975 leveret et bidrag til årsskriftet “Jul i Kalundborg”.  Den afholdte sognepræst giver her en udførlig beskrivelse af Bregninge Kirke.
I 1953 kom Jens Koudal til Bregninge-Bjergsted Pastorat på Vestsjælland som kapellan. I 1961 blev han sognepræst samme sted, og han virkede her frem til sin pensionering i 1992.

Klik på pdf-filen og læs, hvad Jens Koudal her har skrevet:  Bregninge Kirke v. Jens Koudal 

F.P.

Udgivet i Bregninge, Kirker | Skriv en kommentar

Medlemsbladet juli 1987- temanummer om Havnsø

Foreningens medlemsblad fra juli 1987 var et temanummer om Havnsø. Dette temanummer er lagt på hjemmesiden som en pdf-fil. Ønsker du at læse/gense bladet klik her:  Medlemsbladet – juli 1987 – Tema-nummer om Havnsø

Signaturen: E.C.  står for Erik Christensen, der dengang var med i foreningens bestyrelse.

F.P.

Udgivet i Havnsø | Skriv en kommentar

Svebølle Station

Der er kommet nye opdateringer til siderne, der vedrører Svebølle Station på Erik V. Pedersens hjemmeside – klik ind på efterfølgende link og se den spændende hjemmeside:

http://evp.dk/index.php?page=svebolle

F.P.

Udgivet i Jernbanen, Svebølle | Skriv en kommentar

Datastue i Aktivitetscentret Åvangen i Svebølle

Den nye datastue

Den nye Datastue i Aktivitetscentret Åvangen i Svebølle. - Foto: FP

Som konsekvens af den omsiggribende “digitalisering” på kommunikationsområdet, ikke mindst når det drejer sig om kommunikation med offentlige myndigheder, tilbyder “Aktivitetscenter Åvangen”  i Svebølle nu computerundervisning på forskellige niveauer.
Bag dette initiativ står Vibeke Riise Andersen, der sidder i Aktivitetscentrets bestyrelse.
Igennem en længere periode har man fra aktivitetscentrets side arbejdet på at få de praktiske forhold på plads. Den 18 januar d.å. var man nået så vidt, at man kunne åbne for den datastue, der skal danne ramme om den undervisning,  man nu vil tilbyde. Åbningsceremonien, som blev vist stor interesse med mange fremmødte,  fandt sted fredag d. 18 jan. om eftermiddagen, hvor der blev holdt åbent hus, og hvor lokalpolitiker og byrådsmedlem Ole Glahn var mødt op for at klippe den røde snor over til den nye Datastue.
It-hjælpen er for alle pc-brugere, både de som kan selv, og de der er lidt mere rutinerede. De erfarne er også velkomne, for de kan hjælpe andre med at få computeren og internettet til at fungere.
Vibeke Riise Andersen lod forstå, at man vil arbejde med små hold, så den enkelte elev hurtigt vil kunne få nødvendig vejledning.

Læs mere om Datastuen, den undervisning, der tilbydes, og hvornår der undervises på Aktivitetscentrets hjemmeside:
http://www.aktivitetscentret-aavangen.dk

Se billeder fra åbningsceremonien og den efterfølgende sammenkomst –

Klik på pdf-filen:  Datastuen – Åvangen

FP

Udgivet i Aunsø, Svebølle, Viskinge | Skriv en kommentar

Koncert med Sejerøkoret i Åvangen i Svebølle

Det var en skuffelse for mange, at den annoncerede koncert med Sejerøkoret i december måtte aflyses pga. vintervejr. Mange havde glædet sig til den gode oplevelse, det altid er at høre dette velsyngende kor.  Det var derfor en stor glæde for mange, at det var lykkedes at få lavet en ny aftale med koret, så det søndag d. 13.  jan. 2013  i forbindelse med den månedlige søndagscafé i Åvangen, var muligt at høre Sejerøkoret med det samme repertoire, som havde været på programmet i Kulturhuset på Sejerø d. 7. januar i forbindelse med fejringen af “Hellig tre Konger”.
Korleder Marianne havde sammen med Jytte, Norma, Eva, Emmy, Karin, Bent, Henry, Knud og Kurt taget turen til fastlandet, og kl. 14 sad der omkring 40 forventningsfulde fremmødte, der var spændte på, hvad koret ville byde på i år.  Koret bød på et righoldigt repertoire med relation til den netop afsluttede julehøjtid. Ind imellem gav repertoiret mulighed for, at de fremmødte også fik rørt stemmebåndene i fællessang med koret.
Koret er under ualmindelig kyndig ledelse af Marianne Løvenskiold, og det må siges, at forhåndsforventningerne til koret til fulde blev indfriet.
Arrangørerne, der fortjener ros, havde sørget for et dejligt kaffebord med varme æbleskiver.
Det var i forbindelse med arrangementet muligt at købe den Cd, der netop er indspillet med Sejerøkoret. Overskuddet ved Cd-salget går til Sejerø Kulturhus.

Sejerøkoret i Aktivitetscentret Åvangen i Svebølle d. 13. jan 2013. foto: FP

Sejerøkoret i Aktivitetscentret Åvangen I Svebølle d. 13. jan. 2013- Foto: FP

Sejerøkoret har netop indspillet en Cd. Overskuddet ved salget af Cd’en går til Kulturhuset på Sejerø.

Forsiden af Cd-cover'et - Foto: Knud Hammeken

Fra det indvendige i cover'et

Fra det indvendige i cover'et - De enkelte numre på Cd'en.

FP

Udgivet i Sejerø, Svebølle | Skriv en kommentar

Fredagskorets julearrangement i “Åvangen”

 

Fællessalme under Annelies van der Meer's ledelse

Traditionen tro havde Fredagskoret også i år indbudt til et julearrangement i Aktivitetscentret Åvangen i Svebølle. Datoen for arrangementet var i år fredag d. 7. dec. Medlemmer af koret havde i dagene forud gjort sig store anstrengelser, for at det  skulle blive et vellykket arrangement. I dagene inden arrangementet sporedes en vis nervøsitet for, om der ville møde lige så mange frem for at overvære korets optræden, som det har været tilfældet ved de tidligere julearrangementer.  Da formanden for Fredagskoret,  Kåre Holst kl. 16 bød velkommen til de fremmødte, der sad ved de flot pyntede borde, kunne man ved selvsyn konstatere, at interessen for dette fornemme arrangement var mindst lige så stor i år, som den plejer at være. Ca. 80 var mødt op, og med korets medlemmer er man tæt på det antal, der er plads til i Åvangen.
I sin velkomst gav Kåre Holst udtryk for, at i hans optik begynder julen med Fredagskorets Julearrangement i Åvangen. Uden dette arrangement ville det ikke være en rigtig jul for ham. Og medgives må det, at med det repertoire, der var sammensat i år, hvor det var de skønneste juletoner, der blev slået an, under dygtigt ledelse af korets dirigent Annelies van der Meer og flot akkompagneret af  Gerda Kern, var det svært ikke at komme i julestemning. Dejligt var det også at høre, at der takket være dirigentens engagement, virkelig blev sunget med på de dejlige fællessalmer, der var lagt ind i programmet.
Som “rosinen i pølseenden” ventede der de fremmødte en overraskelse efter korets optræden. Annelies van der Meer satte sig til klaveret og med sin mand som nodevender, sang hun to sange og det på en måde som mange operasangere ikke kunne gøre bedre. Én af sangene, var en arie fra Händels “Messias”.
Som sædvanlig blev der budt på kaffe, og efter korets optræden blev der budt på buffet ved veldækkede “tag selv borde” med alskens lækkerier.
Alt i alt et perfekt arrangement, der tjener arrangørerne til stor ære!

Se flere billeder – klik på pdf-filen:  Fredagskorets Julearrangement i Åvangen 2012  

Vil du se og høre “Fredagskoret” igen, så mød op i
Viskinge Kirke Helligtrekongers søndag d. 6. jan. 2013 kl. 15

Læs om koret: www.fredagskoret.dk

FP.

Udgivet i Svebølle, Viskinge | Skriv en kommentar

Røde Kors’ nye møbelhal

Lørdag den 1. dec. 2012 kl. 10 åbnede Røde Kors en ny møbelhal på Frederiksberg i Svebølle. Den gamle fabrikshal, der i 1959 blev bygget af virksomheden Øresø med henblik på produktion af limtræ, blev ledig da Jens Müller først på året lukkede sin tømmerhandel. 300 kv. meter af hallen er blevet skilt fra, og her har Røde Kors nu indrettet en spændende møbelhal med et stort udvalg i brugte møbler. Der var lørdag formiddag fremvisning af møbelhallen, og de fremmødte blev budt på en kop kaffe.

Adressen er: Frederiksberg 1A,  4470 Svebølle tlf. 59 27 60 92
Åbningstider: mandag – fredag 10.00 – 17.00
                         lørdag                   10.00 – 14.00

Røde Kors medarbejderne stod klar til at vejlede og til at give en hjælpende hånd.

Se flere billeder fra åbningen af møbelhallen – klik på pdf-filen  Åbning af Røde Kors’ møbellager

FP.

Udgivet i Svebølle | Skriv en kommentar

“Åvangens” årlige julemarked

Lørdag d. 2. dec. 2012 blev der, traditionen tro, afholdt det årlige julemarked i Aktivitetscentret Åvangen i Svebølle. Initiativtagerne, der består af en gruppe ældre fra området, havde som sædvanlig udført et stort forberedende arbejde.  Tombolaen nærmest “bugnede” med gevinster. Et udvalg af nørkleklubbens fine håndarbejder var til salg, og ved billardbordet kunne man købe de flotteste juledekorationer.  Hos damerne i køkkenet kunne man købe glögg/æbleskiver, kaffe, fiskefilet/rugbrød, øl og vand.
Allerede kl. 10 var der stor tilstrømning til markedet, og publikum fandt hurtigt ud af at forsyne sig med lodder fra tombolaen og med de fristelser damerne i køkkenet bød på.

Der var stor søgning ved julemarkedets tombola.

Se flere billeder fra julemarkedet klik på pdf-filen:  Julemarked i Åvangen 2012

Udgivet i Svebølle | Skriv en kommentar

Michael Bojesen i Viskinge Sognegård

 

Michael Bojesen i færd med at akkompagnere på klaveret i Viskinge-Aunsø Sognegård. - Foto: MP

“Så syng da Danmark” er et tiltag udsprunget af “Sangens år” i 2008. Idé-manden bag Sangens år og “Så syng da Danmark” er Michael Bojesen, tidligere chefdirigent for og leder af Radioens Pigekor. For anden gang inden for 2 år var det lykkedes at få Michael Bojesen til Viskinge-Aunsø Sognegård. Første gang var i forbindelse med Viskinge-Aunsø Sognegårds indvielse, hvor han mødte op sammen med hele pigekoret, og hvor han og DR-pigekoret gav de fremmødte en helt uforglemmelig oplevelse. Denne gang. dvs. d. 1. nov. 2012, mødte han op alene – men med en stor håndfuld sange, som sangaftenens deltagere fik lov at synge med på, og som Michael Bojesen gav nogle ord med på vejen, så de fremmødte blev LIDT klogere – og måske derigennem fik mere lyst til at synge.  Arrangementet, der også var en markering af af 2-året for indvielsen af sognegården, var kommet i stand ved sognepræst Sanne Bojesen Kristensens medvirken – jo, det er rigtigt gættet! – Sanne B. Kristensen er søster til Michael Bojesen.

FP:

Udgivet i Svebølle, Viskinge | Skriv en kommentar

“Arkivernes Dag” 2012

Der blev også tid til en hyggesnak over en kop kaffe.

 

Mange lagde vejen forbi Aktivitetscenter Åvangen i Svebølle i forbindelse med arrangementet ”Arkivernes Dag” lørdag d. 10.nov.

Bestyrelse og medarbejdere ved Lokalhistorisk Forening og Arkiv for Gl. Bjergsted Kommune havde gjort meget ud af det forberedende arbejde i forbindelse med Arkivets deltagelse i det årlige arrangement ”Arkivernes Dag”, der for Gl. Bjergsted Kommunes vedkommende blev afholdt lørdag fra kl. 10 – 15. Arkivets tema for udstillingen var i år ”Gamle skolebilleder fra de 7 sogne i den tidligere Bjergsted Kommune”. Et righoldigt materiale blev præsenteret på de opstillede udstillingsstativer, og på et stort bord var der placeret et stort udvalg af assorterede skolebilleder, der ventede på en tidsbestemmelse eller på, at der blev sat navne på de afbillede skoleelever. Til arrangørernes glæde mødte der mange op i løbet af de 5 timer udstillingen varede, vel et sted mellem 40 og 50 blev det efterfølgende anslået. Mange genså sig selv, et kært familiemedlem eller en bekendt som barn på de udstillede billeder, og ved de fremmødtes hjælp blev der også sat navne på mange af de børn, der er med på billederne.
Der blev, som det fremgår af billedet, også tid til en hyggelig snak over en kop kaffe, og til stor glæde for arkivet blev der også tegnet nye medlemskaber.
Alt i alt en rigtig vellykket dag som både fremmødte og arkivets medarbejdere og bestyrelse vil se tilbage på med tilfredshed.

Se billeder – klik på pdf-filen:  Billeder fra Arkivernes Dag

FP.

Udgivet i Alleshave, Bjergsted, Bregninge, Føllenslev, Nekselø, Sejerø, Særslev/Snertinge, Viskinge | Skriv en kommentar